-
Danske aktier genvinder tabt terræn efter største fald i to år
来源: BDK Finans / 06 8月 2024 04:19:13 America/New_York
Det danske C25-indeks åbner i grønt efter det størst fald i over to år mandag. Klokken 9.30 stod C25-indekset til en stigning på 2,4 procent. Efterfølgende er stigningen aftaget en smule og ligger kort efter klokken 10.00 på lidt under 2 procent. Mandag faldt indekset med 2,6 procent, hvilket var det største fald siden maj 2022. Det skete, efter at nøgletal i slutningen af sidste uge gjorde investorer nervøse for udviklingen i amerikansk økonomi. Det fik aktieindeks over hele verden til at falde. Desuden landede en amerikansk jobrapport fredag, som viste, at der var skabt 114.000 nye job uden for landbruget i USA. Tallet var noget lavere end forventet og bidrog til investorernes bekymring. Kursfaldene var særligt markante i Japan, hvor Nikkei 225-indekset mandag faldt 12,4 procent. Det var det største fald på en enkelt dag siden børskrakket i 1987 - også kaldet Sorte Mandag. Men tirsdag har også de japanske aktier genvundet en del af den tabte værdi. Nikkei 225-indekset lukkede tirsdag med en stigning på 10,2 procent, mens det bredere Topix-indeks steg med 9,3 procent. Også aktieindeks rundt i Europa bar mandag præg af den nervøse stemning. I Tyskland faldt indekset DAX med 1,8 procent, mens det førende aktieindeks i Storbritannien, FTSE 100, faldt med 2 procent. Begge indeks er tirsdag åbnet i plus. I Danmark er C25 det toneangivende aktieindeks. Indekset er sammensat af de 25 mest handlede aktier på fondsbørsen i København. De mest værdifulde selskaber fylder mest i indekset, så kursudsving for de største selskaber betyder mere for udviklingen i C25-indekset end i de mindre selskaber. Tirsdag kort efter klokken 10.00 ligger Bavarian Nordic og Zealand Pharma i top med en stigning på over fem procent. I bunden ligger Mærsks B-aktier og Tryg med et faldt lige under en procent. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/danske-aktier-genvinder-tabt-terraen-efter-stoerste-fald-i-to-aar